VERDENS TILSTAND II

Nå – nu er vi nået til det frygtindgydende punkt i ’Idiot Økonom’s historie, hvor jeg for første gang vil vove pelsen og prøve at opsummere et par historier, der efter min ydmyg lægmandsopfattelse forekommer at være af stor økonomisk betydning på nuværende tidspunkt.

Jeg angiver ikke nogen kilder, fordi pointen er at danne et billede af min egen (ukomplette) forståelse, som den tager sig ud lige nu og her.

Jeg har med alt sandsynlighed misforstået en hel masse, men måske har jeg også forstået noget. Hvem ved?

Med ovenstående in mente, og forbeholdet om at dette ikke er en præsentation af Sandheden™ - men blot min beskedne indsigt (eller mangel på samme) i de nævnte emner som den tager sig ud på nuværende tidspunkt, vil jeg bare hoppe ud i det – without further ado.


Saudi Aramcos delvise privatisering.

Saudi Aramco er verdens største virksomhed, og de står overfor at blive åbnet op som aktieselskab.

Saudi Aramco er et olieselskab. Selskabet er indtil videre under den saudiske kongefamilies suveræne ejerskab. Planen er at sælge en andel på 2 til 3 procent af selskabet til eksterne aktionærer.

Dette er et led i Saudi Arabiens de facto leder, kronprins bin Salmans planer om at modernisere den Saudiske økonomi.

Han går efter en vurdering af Saudi Aramcos værdi til 2 billioner dollars. Dvs.:

2.000.000.000.000 $

Det er mange penge! Og uvildige eksperter tvivler da også på, at firmaet virkelig er så mange penge værd. Der citeres i reglen tal i rækkevidden 1,2 til 1,5 billioner som mere realistiske.

Det er selvfølgelig stadig mange penge! Men det er også et ret betydeligt nedslag i forhold til den værdi, som Saudi Arabien selv ønsker. Og en overvurdering kan have som konsekvens, at aktierne hurtigt falder drastisk i værdi.

For nu er interessen i selskabet imidlertid meget stor, om end størstedelen af interessen kommer fra velhavende saudiske investorer. Planen er da også i første omgang kun at sætte aktierne til salg på den hjemlige saudiske børs, Tadawul.

Den store saudiske interesse holder vurderingen af Saudi Aramco oppe for nu – men samtidig skal det nævnes, at der i vestlige medier spekuleres vidt og bredt i, om den saudiske kongefamilie presser investorerne med – lad os sige – ufine midler.

Givet Saudi Arabiens ry som et af verdens mest benhårde autokratier virker sådanne spekulationer ikke helt ved siden af. Sauderne synes ikke at have større bekymringer ved at anvende rå magt til egen fordel, end bekymringen om hvordan de undskylder sig overfor den vestlige presse.

Likvideringen af den kritiske journalist Jamal Khashoggi i Istanbul for et års tid siden er ét af de mest slående eksempler.

Saudi Aramcos IPO (Initial Public Offering – dvs. dér hvor aktierne faktisk bliver sat til salg til en fastsat pris) er stadig rundt om hjørnet, og vil måske blive udskudt yderligere, så vi får at se hvad der sker.

Olie er en vigtig vare, fordi den – så vidt jeg har forstået – følger den globale vækst meget tæt. Hvis verdensøkonomien vokser, stiger efterspørgslen på olie, og hvis verdensøkonomien skrumper, falder efterspørgslen tilsvarende.

Saudi Arabien er verdens førende olieøkonomi – så hvis verdensøkonomien klarer sig godt, klarer Saudi Arabien (eller i hvert fald den saudiske kongefamile) sig også godt. I denne sammenhæng er de moralske spørgsmål om styrets metoder underordnede. ’Verden’ og Saudi Arabien er låst i et gensidigt afhængighedsforhold.

Det er Saudi Arabiens mål at høste 66 milliarder dollars på salget af de 3% af Saudi Aramco.


We Work og Soft Bank.

Soft Bank er et japansk holdingsselskab – dvs. et selskab hvis eneste aktiv er at eje andele i andre selskaber.

We Work er (var) et amerikansk / israelsk ejendomsmægler firma, der specialiserer sig i såkaldte co-working miljøer (dvs. store, delte kontorpladser). We Work er vokset helt ekstremt over de sidste otte år eller sådan. Fidusen er at indrette kontorerne, så der kan presses flere lejere ind på mindre plads, og udbyde kontorpladserne til meget konkurrencedygtige priser.

Soft Bank er We Works største investor, og har for nyligt købt den oprindelige grundlægger og ejer Adam Neumann ud af firmaet. Selvom Neumann stadig har indflydelse, har Soft Bank de facto overtaget styringen. Den amerikansk-israelske guru-lignende skikkelse Neumann har – sammen med en række venner og familiemedlemmer – måtte vige pladsen for Soft Banks egne folk.

Det sjove ved We Work er, at firmaet er blevet enormt stort – ja, verdensomspændende – og den største udbyder af kontorplads i f.eks. New York (og én af de største i London) uden at have tjent én eneste dollar i processen.

Faktisk har de kørt med et gigantisk underskud.

Finanserne er eksklusivt kommet via investorerne – hvor den primære altså er Soft Bank. We Work har så brændt gigantiske pengesummer af, med det singulære formål at ekspandere og erobre så store markedsandele som muligt, tilsyneladende uden tanke på, hvordan de mere konkret skal tjene dem hjem igen.

Før firmaet kom i problemer, kunne man ofte høre den tidligere chef Neumann affeje kritikken af den manglende profit, med en påstand om at We Work organisationens struktur og strategi tillod ledelsen at vælge frit imellem, hvornår de var interesserede i vækst og hvornår de var interesserede i profit, og at de på dynamisk vis ville kunne skifte fra den ene modus til den anden, alt efter hvad markedet kræver på et givent tidspunkt.

Jævnfør Saudi Arabien skal det for øvrigt nævnes, at den saudiske regering også har skudt store penge i We Work via Soft Bank som proxy. Soft Bank pumpede nemlig i første omgang milliarder af dollars ind i We Work via en fond, som de administrerede – ikke bare for egen regning, men også på vegne af en håndfuld eksterne investorer: Den såkaldte Vision Fund.

Vision Fund rummede – så vidt jeg husker – en pulje på omkring 96 milliarder dollars. Og jeg mener at det var i omegnen af de 46 milliarder der stammede direkte fra PIF, som er den saudiske regerings officielle investeringsfond, og som opererer med det eksplicitte formål at investere langsigtet og strategisk på saudernes vegne.

Så man kan ikke tale om We Work uden at tale om Soft Bank; ikke tale om Soft Banks forhold til We Work uden at tale om Vision Fund; og ikke tale om Vision Fund uden at tale om Saudi Arabien.

We Work er imidlertid – som nævnt ovenfor - havnet i en dyb krise, efter at have rullet deres egen IPO tilbage for en måneds tid siden. På toppen af firmaets (tilsyneladende) succes ønskede de nemlig at ’go public’, sætte aktier til salg, og høste et stort beløb fra eksterne investorer. Hvis dette var lykkedes ville det samtidig have udløst en ny gigantisk lånepakke fra diverse investeringsbanker, som ville have tilladt We Work at køre videre med den gigantiske vækst.

I første omgang ønskede Soft Bank en vurdering af firmaets værdi til 46 milliarder dollars - men der var absolut ingen interesse fra aktiemarkedet. Dead air.

Herefter blev vurderingen voldsomt nedskaleret til 8 milliarder dollars. Men stadig ingen interesse. Og til sidst blev den ellers så voldsomt hypede IPO aflyst helt.

Årsagen til den manglende interesse fra eksterne investorer var simpel: We Work har ikke bevist, at de kan lave et overskud. Den eklatante IPO-fiasko åbenbarede således et gigantisk svælg imellem, hvad en privat investor som Soft Bank tror på, og hvad markedet understøtter. Sidstnævnte vægter profit, gennemsigtighed og en gennemskuelig forretningsplan. Mens Soft Bank altså har vægtet mere luftige størrelser som potentiale og vision.

Soft Bank har nu – med egne ord – sat alt ind på at bevise, at We Work kan transformeres til en profitabel forretning.

Der er for mig at se to store aspekter, der gør We Work-sagaen værd at følge:

For det første at Soft Bank risikerer at gå ned med skuden, hvis We Work gør det – dvs. at tilliden til at de kan administrere store investeringer vil gå fløjten. Også selvom Soft Banks chef Masayoshi ’Masa’ Son stod bag én af verdenshistoriens mest profitable investeringer i den kinesiske internetvirksomhed Alibaba. For hvis han tillige kommer til at stå bag et totalt kollaps af We Work vil han snarere blive husket for et af de mest eklatante inversterings-flop i nyere tid.

Implikationerne rækker dog – efter min umiddelbare og uprofessionelle vurdering – videre end blot Soft Bank.

We Works skæbne vil nemlig uundgåeligt – på den ene eller anden måde – reflektere tilbage på den verden af ’venture kapitalister’ som Soft Bank repræsenterer: Private investorer der pumper up and coming selskaber fulde af penge lang tid før firmaerne har bevist, at de kan fungere på almindelige markedsvilkår.

Et firma som We Work har stort destruktivt potentiale, fordi en stor pengebeholdning har tilladt dem at tromle mere realistiske, langsigtede og konkurrencedygtige alternativer. En implosion vil efterlade økonomisk ruin, ødelagte skæbner og et frygtsomt marked i sit kølvand. Tænker jeg.

Det siges at der eksisterer større private pengebeholdninger nu end nogensinde før.

Men at overbevise private investorer er – som We Work-sagen med alt tydelighed viser – noget helt andet end at overbevise almindelige aktionærer.

Den private investeringsverden er meget mere til falds for dygtige og karismatiske sælgere end aktiemarkedet er.

Det andet aspekt er, at et We Work-kollaps kan udløse et brist i den såkaldte tech-boble. (Hvis det altså er en boble – men det er jeg tilbøjelig til at tro).

We Work er nemlig – af årsager der er for komplicerede til at komme ind på her – blevet vurderet som et teknologi-firma, selvom deres hovedområde altså er god gammeldags ejendomshandel. De har fra starten iscenesat sig selv som et tech-firma, og det har da også (ifølge interviews) været tech-siden af firmaets forretningsmodel, der har appelleret til Soft Bank-chefen ’Masa’ Son.

Hvis We Work – som et af de mest hypede tech-selskaber – går bankerot kan det hypotetisk udløse en haste-deflation af tech-sektoren, hvor alle vil sælge det, som de har, og ingen er villige til at købe det der bliver udbudt.

Når en boble brister styrtdykker aktier og firmaer i værdi, og noget sådan udløser i reglen en kædereaktion af bankerotter og dermed får vi mennesker der med et fingerknips mister anseelige formuer og indtægtskilder.


Handelskrigen mellem Kina og USA.

And now for something completely different.

På den politiske scene udspiller der sig som bekendt et stort drama mellem Kina og USA – to af verdens største økonomier.

Kina har haft ekstrem vækst i mange år – og USA (verdens største forbrugsøkonomi) har været den primære aftager af billigt producerede kinesiske varer.

Donald Trump forsøger – så vidt jeg har forstået – at presse kineserne til at købe varer den anden vej, og indgå nogle handelsaftaler, der er til fordel for USA og den hjemlige økonomi. Der er sikkert også mere i det.

Midlet er meget simpelt: Tariffer. Told på kinesiske importvarer, der gør det umuligt for kineserne at afsætte en stor mængde af de produkter, som de producerer til det amerikanske marked.

Det ligner mest af alt en stirre-konkurrence mellem den kinesiske præsident Xi Jinping og Donald Trump pt. Hvem blinker først?

På den lange bane er handelskrigen ikke til fordel for hverken USA eller Kina. Så spørgsmålet er, hvem der først for alvor mærker de negative konsekvenser gnave. Hvem giver sig?

Eller finder de et kompromis (og markedet synes at nære sådanne forhåbninger pt.)? I så fald må det blive en ’løsning’, der så vidt muligt redder begge statsledere fra at tabe ansigt og fremstå svage eller inkonsekvente.

Indenrigs kunne begge lande (alle styrker til trods) godt lidt ligne kolosser på lerfødder:

Det politiske klima i USA er som bekendt ekstremt splittet. Det Demokratiske Parti kører noget, der ligner et end-game med deres impeachment strategi mod Trump (noget som jeg i parentes bemærket ikke tror har gode udsigter for demokraterne). Det virker ikke altid lige strategisk gennemtænkt. Lidt mere som en kill or be killed-attitude.

Selvom Demokraterne måske nok bruger dristige metoder reflekterer de ikke desto mindre holdningen hos en stor del af vælgerne. Donald Trump er ekstremt upopulær grænsende til det uacceptable blandt de demokratiske vælgere i de store byer, og i ’progressive stater’ som Californien (USA's mest folkerige).

Trump praler med en god økonomi, og en beundringsværdig lav arbejdsløshed.

Men arbejdsløshedstallene dækker til dels over en ny måde at opgøre arbejdsløshed på, hvor personer der vurderes som ’uden realistisk chance for entre på arbejdsmarkedet’ slet ikke tæller med i statistikken. Sidstnævnte inkluderer f.eks. hjemløse og tidligere straffefanger. Hjemløsheden i USA er rekord høj, og hver tolvte (hver 12.!) amerikanske mand i myndig alder har siddet i fængsel.

Den amerikanske vækst tilskrives i høj grad Trumps skattelettelser, der primært er kommet de store selskaber til gode. Væksten har endnu ikke vist sig i de almindelige lønninger, der er forblevet på samme niveau. De fleste vælgere føler ikke, at deres konkrete økonomiske situation har ændret sig under Trump.

Det ser godt ud i avisartikler, og signal-tweets til markedet, men den underliggende sociale virkelighed synes knap så rosenrød. Også selvom S&P 500-indekset (der aggregerer væksten hos de 500 største børsnoterede virksomheder, og som regel anvendes som målestok for økonomiens tilstand som sådan) lige har svunget sig op til rekordhøjder.

Kina er omvendt slemt plaget af svinepest, og det har negativ effekt på det kinesiske kødmarked, der qua den ufattelige folkemængde er verdens største. Hvis priserne ikke skal stige drastisk på kød meget snart, bliver Kina nødt til at finde ud af, hvor de kan importere fra.

USA?

Dertil kommer protesterne mod styret i Hong Kong, der blotlægger kommunistpartiets totalitære natur. Noget som Donald Trump vil bruge som anledning til at sætte menneskerettigheder på dagsordnen. De gamle ’oplysningsnationer’ i EU vil være tvunget til at tage stilling før eller siden.

Der er også sprækker i forholdet mellem Kina og Sydkorea. Gamle sydkoreanske krigstraumer bliver bragt på bordet igen, og bliver gjort til genstand for politisk agitation – og det påvirker handlen imellem de to lande, bl.a. i form af boycott-bevægelser.

Taiwan forbliver – så vidt jeg har forstået, om end uden at kende detaljerne – tillige et ømt punkt.


Kontraktion i global manifaktur.

Det siger sig selv: Der bliver produceret mindre.


Formandsskift i den Internationale Valutafond

Marco Draghi – den afgående formand – har ført økonomisk politik med det ikoniske erklærede formål at redde Euroen:

”By any means necessary”.

Det har ledt til den negative rente, og en støt politik om konstant at pumpe gigantiske pengebeløb ind i den Europæiske Banksektor, for at holde hjulene i gang.

Der spekuleres imidlertid i, at dette har gjort den europæiske økonomi til et omvandrende lig: Nogle postulerer en høj frekvens af såkaldte zombi-firmaer, der udelukkende overlever, fordi bankerne bliver ved at låne dem penge. Disse lån vurderes som ’sikre’, fordi de garanterer arbejdspladser, mens lån til nye firmaer vurderes som usikre.

Markedet stagnerer som konsekvens.

Resultatet er med andre ord en mængde firmaer, der ikke skaber profit, og en konkurrenceforvridning, der gør det vanskeligt for nye firmaer at trænge ind på markedet, skabe vækste og nye arbejdspladser.

Der er sikkert også en god del af pengene, der bliver lånt ud til privatpersoner, der skal købe hus mv. 

Denne type lånevirksomhed – på bekostning af lån til nye firmaer, der vurderes som ’risikofyldte’ – var så vidt jeg har forstået en drivende faktor i udløsningen af den store finansielle krise i 2008.

Men hvad fanden ved jeg? Der var en masse faktorer involveret i 2008, og jeg kender ikke en brøkdel af dem.

Jeg mindes også at have læst en kommentar, der påpegede at meget af væksten i Eurozonen kan tilskrives våbenproduktion og –eksport. Jeg aner intet om det, men hvis det er tilfældet er det værd at have in mente.

Valutafonden og Marco Draghi har naturligvis haft succes i den forstand, at Euroen stadig står, og Europa således ikke har oplevet den type kaotiske og uforudsigelige tilstande, som et valutakollaps ville implicere.

Spørgsmålet er imidlertid, om den langstrakte stagnation er bedre.

Et andet spørgsmål er selvfølgelig, om økonomien kommer ’up to speed’ af sig selv, hvis blot status quo bliver fastholdt med støtte injektioner af kontanter til at holde forbruget i gang.

Under alle omstændigheder er dette – igen: Så vidt jeg kan se – nogle af de spørgsmål, der kommer til at melde sig for den nye formand Christine Lagarde.


BREXIT og alt det dér

Meget af usikkerheden på markedet i forbindelse med BREXIT synes at stamme fra det faktum, at der ikke er sket noget… Endnu.

Det er altså ikke så meget, at BREXIT helt konkret implicerer A eller B eller C eller D for den britiske og den europæiske økonomi. Det er mere at BREXIT måske implicerer A eller B eller C eller D for den britiske og europæiske økonomi. Det sætter investorerne i en venteposition, fordi de ikke ved, hvad der kommer til at ske.

Men nu er der trods alt sket det, at den store bøhmand – et ’no-deal-BREXIT’ – er blevet taget af programmet i forbindelse med udskrivning af valg.

Oppositionen i form af Labour og Jeremy Corbyn står svagt, men der er ingen tvivl om, at de vil gennembanke temaet om, at de har reddet England fra det helt store økonomiske ragnarok ved at have forhandlet sig væk fra No-Deal-truslen. Det kommer sikkert til at være deres store trumfkort i valgkampen.

Boris Johnson tror så åbenbart omvendt på, at Labour står så svagt, at det ikke kommer til at gøre nogen forskel.

Men… der er jo stadig ingen, der ved noget.

Dog vil jeg tro, at en eventuelt Labour-regering og Corbyn som statsminister vil medfører økonomisk ruin for England, givet partiets voldsomme venstredrejning.

Jeg er ikke velinformeret om, hvordan og hvorfor det altid sker – men implikationen af socialistiske idéer synes jo nærmest med en naturlovs nødvendighed at trække stort armod og menneskelig desillusion på masseskala i sit kølvand.

Først går det godt – indtil det pludselig ikke går så godt mere.

Dertil taler vi om en engelsk befolkning, hvis splittelse omkring BREXIT på mange måder synes at spejle den amerikanske splittelse omkring Donald Trump.

Og oven i hatten er der naturligvis de ’almindelige’ multi-kulturelle splittelser om kultur, religion og politisk korrekthedskultur at tage med.

Så det skal nok blive interessant alt sammen.