ØKONOMIENS OPRINDELSE (MARKEDSMEDITATION I)

 

 

Når jeg har valgt at kalde denne blog for ’Idiot Økonom’, skyldes det først og fremmest, at jeg vedkender mig (for nu at tale med ordbogen) at være:

”[F]ra græsk idiotes 'privatmand, udannet person', af idios 'særegen'”

…når det kommer til økonomi.

Det betyder imidlertid ikke, at jeg er fuldstændig forudsætningsløs. Jeg er uddannet i Filosofi, og besidder en rimelig indsigt i filosofiens historie, så min tilgang til økonomi vil uundgåeligt være farvet af min baggrund.

Og denne baggrund er måske alt andet lige ikke den værste baggrund at have, da den økonomisk videnskab som sådan har præcis den samme baggrund som jeg: Nemlig som en afstikker fra Filosofien.

I modsætning til naturvidenskaber som biologi og fysik der kan spores tilbage til Aristoteles, er økonomi en forholdsvis ung videnskab.

Selvom der har eksisteret kundskab om handel og handelspolitik cirka lige så længe, som der har eksisteret menneskelig civilisation, regnes den britiske filosof Adam Smith traditionelt for ophavsmand til økonomi som videnskabelig disciplin med værket NATIONERNES VELSTAND (fuld titel: AN ENQUIRY INTO THE NATURE AND CAUSES OF THE WEALTH OF NATIONS) publiceret i 1776.

Dette var det første værk i historien, der gjorde økonomi til enestående genstand for stringent systematisk analyse.

Det er værd at bemærke, at Smith i NATIONERNES VELSTAND begrunder det økonomiske fokus som distinkt fra den øvrige filosofi i det selvsamme princip, som han anfører som årsag til den økonomiske velstand som sådan:

Nemlig i princippet om arbejdsdeling.

Og præcis ligesom industrien opnår højnet effektivitet og ydeevne ved at segmentere arbejdsprocesserne i så mange små, specifikke arbejdsopgaver som muligt, skylder Smith sin berømmelse og indflydelse mere eller mindre eksklusivt til valget om at isolere økonomien og gøre denne til eksklusiv genstand for filosofisk undersøgelse.

Smith skrev også om andre, mere traditionelle filosofiske emner (eksempelvis moral), men NATIONERNES VELSTAND er og bliver hans definitive bidrag til filosofihistorien:

Et bidrag der qua sin særegne natur og sit snævre fokus tilmed markerer et brud med filosofien, i det værket peger imod et meget stort og meget frugtbart genstandsområde, der snildt lader sig isolere og abstrahere fra den traditionelle kanon af filosofiske spørgsmål, og som samtidig er genstand for en levende interesse hos et publikum, der ikke nødvendigvis interesserer sig for den ’almindelige’ filosofi.

Oversat til økonomiske termer kan vi således sige, at Smith identificerede et marked for økonomisk analyse.

For nu at sætte parentes om økonomien for en kort stund, og indskyde en bemærkning om min egen baggrund, og hvordan den præger min tilgang til emnet, vil jeg bemærke følgende:

Hvis der er én ting, som jeg har lært af at studere filosofi, og som jeg vil forsøge at bringe med mig til mine økonomiske selvstudier, er det:

At det altid kan betale sig at dvæle længe ved de mest fundamentale begreber og distinktioner, fordi det er disse, der løber som rød tråd igennem enhver teori, og så at sige binder det hele sammen til en organisk helhed på alle niveauer.

Disse er sjældent særlig mange:

Hos Heideggers ’drejer det sig’ f.eks. primært om ’tilstedeværen’ (’Dasein’); hos Kant er det distinktionen mellem ’tingen for os’ og ’tingen i sig selv’; hos Hegel er det ånden som dialektisk princip; hos Spinoza er det ’det nødvendigvis eksisterende’; hos Aristoteles er det begrebet om 'substans’ osv. osv.

Selvom filosofi (måske med rette) har ry for at være en svær og meget kompleks disciplin, er det min klare erfaring, at kompleksiteten ikke gemmer sig dér, hvor de fleste støder på den: Nemlig i de lange udredninger, spidsfindige argumenter og imposante systemer.

Og nøglen til at opløse kompleksiteten i en form for forståelse og føling med teorierne er således heller ikke at gå direkte i krig med disse ting.

De avancerede strukturer udspringer nemlig altid af en overskuelig mængde grundlæggende begreber og distinktioner, der har det med at snyde læseren i kraft af deres tilsyneladende simplicitet.

Og selv de mest sammenfiltrede og uigennemskuelige analytiske og teoretiske konstruktioner kan altid ledes direkte tilbage til de potentielle (og ofte paradoksale) implikationer i disse grundlæggende begreber og distinktioner.

I sidste ende betyder det, at alt forklaringskraft (og alle eventuelle problemer) ved et givent system, eller en given metode, eller en given teori udspringer af potentialet i de ’mest simple’ grundlæggende begreber og distinktioner.

Med ovenstående in mente vil jeg nu vende mig imod et af økonomiens absolut centrale begreber, nemlig begrebet om markedet og dvæle lidt ved dets betydning.

Når vi snakker om et marked (for slet ikke at tale om markedet) taler vi nemlig, så vidt jeg kan se, netop om en tilsyneladende simpel og genkendelig størrelse, som imidlertid har meget omfattende og komplekse implikationer, når først den foldes ud.

Samtidig er alt økonomisk snak gennemsyret af referencer til markeder, og markedet. Det er vanskeligt at forestille sig økonomi på noget plan uden at tænke én eller anden form for begreb om markedet med.

Men hvad skal vi egentlig forstå ved ordet? Hvad betyder det?

Vi kan jo starte på det mest umiddelbart genkendelige plan, og spørger os selv, hvad der er den ældeste og mest håndgribelige brug af ordet.

Den betydning som mere eller mindre alle forstår totalt ubesværet.

Og det er jo, som bekendt, at et marked er et sted, hvor der handles.

Der er måske forskellige boder med forskellige mennesker, der sælger forskellige ting. Og så kan man bevæge sig rundt på markedet, og købe de forskellige ting. Og det kan i sagens natur være hvad som helst man kan købe: Fisk, kød, tøj eller tekstiler, brugsgenstande, værktøjer - you name it.

Hvis vi nu tager vores udgangspunkt i denne helt konkrete, gammeldags betydning: At markedet er et fysisk sted, hvor du møder op med dine penge (eller hvad der nu kan købes eller byttes varer for)... så støder vi imidlertid på nogle klare begrænsninger for, hvad der kan handles på et sådan marked i en direkte forstand:

Og det er f.eks. ting, som du ikke kan tage med på markedet netop på grund af fysiske begrænsninger. Du kan ikke sælge jordarealer, f.eks.. Du kan ikke have en bod fyldt med forskellige landområder.

Du kan heller ikke udbyde abstraktioner, der ikke har nogen fysisk væren overhovedet, som f.eks. idéer. For så har du jo intet i din bod, og dermed intet håndgribeligt at tage betaling for.

Det betyder imidlertid ikke, at det er umuligt at handle med ovennævnte ting.

Du kan jo godt købe jord, og du kan også godt købe abstraktioner. Sidstnævnte ville du jo gøre, hvis du købte en filosofisk bog som f.eks. et eksemplar af NATIONERNES VELSTAND.

Og hvis du købte et stykke jord, ville du måske nok ikke få jorden direkte i hånden, men du ville jo nok få ét eller andet, der repræsenterede det stykke jord, som du havde købt, og som kunne fungere som bevis for, at du havde købt det. Et skøde, f.eks..

Der er med andre ord også et marked for jord og et marked for idéer.

Min pointe her er ikke at komme med en udtømmende liste af alt, hvad der kan købes og sælges på forskellige måder. Det ville være en meget omfattende opgave.

Det jeg fisker efter er at illustrere forskellige niveauer af, hvad der ligger i ordet marked.

For selvom alle kan forstå idéen om det gammeldags marked, så er det jo klart, at et marked i økonomisk jargon betyder meget mere end det.

Men det betyder ikke, at det gammeldags marked er udelukket fra snakken. For der er rigtignok ét niveau, hvor et marked vitterligt er Noget, som er meget nemt at forstå og forholde sig til:

Og det er niveauet hvor vi taler om markedet som et bestemt sted, der har åbent på bestemte tider, hvor du kan tage hen og købe fysiske varer såsom mad, eller tøj, eller noget tredje som du har lyst til eller brug for.

Fra denne basale markedsforestilling ser vi dog hurtigt, at der begynder at melde sig en glidende skala fra det, som stort set alle kender og forstår over i noget, der gradvist bliver mindre håndgribeligt. Og at denne skala i én eller anden forstand følger idéen om, hvilke type varer vi snakker om.

Og her vil jeg altså vove den forsigtige påstand, at en afgørende faktor (hvis ikke den afgørende faktor) for håndgribeligheden af hvad et marked er, har at gøre med tilknytningen til sted og tid:

Med desto større nøjagtighed vi kan forstå et marked som Noget, der findes på en helt bestemt lokation, og som har åbent i et helt bestemt tidsrum, desto mere ubesværet kan vi forstå og acceptere, hvad et marked er. Desto nemmere har vi ved at forestille os et marked, og desto lettere begriber vi, hvad det egentlig er, der foregår på et marked.

Dertil kommer, at det vi nemmest kan forstå som en vare (dvs. Noget vi kan købe) er sådan noget som fisk og kød og tøj, der eksisterer som helt håndgribelige ting, der bliver tilgængelige for os på markedet, i markedets åbningstid, og som vi umiddelbart ved, hvad vi kan bruge til.

Den nemmeste og mest ubesværede idé om, hvad et marked er, er således denne:

At et marked er et bestemt sted, som vi kan komme til på bestemte tider, og erhverve os ting som vi kan findes på den samme tid og det samme sted, og som vi kan bruge til noget helt bestemt.

Begrebet om et marked (for slet ikke at tale om markedet) bliver imidlertid gradvist sværere at forholde sig til og forstå, desto længere vi fjerner os fra den konkrete tid og det konkrete sted. Dvs. desto længere vi fjerner os fra idéen om det traditionelle marked.

At købe et stykke jord er derfor (med mindre vi selvfølgelig befinder os på den specifikke grund, mens der handles) et lille hak mere ubegribeligt, end det er at tage hen til en slagtebod og købe en bøf:

Og det er fordi at handlen her ikke er Noget, der foregår fra hånd til hånd (som i: Der bliver rakt penge den ene vej, og kød den anden vej) - men fordi det, der umiddelbart erhverves, ikke er jordarealet selv, men derimod et symbol på jordarealet (et stykke papir; et skøde).

Jorden findes ikke det samme sted, som handlen af jorden finder sted, så jorden 'får brug for' en stedfortræder. Og det gør alt andet lige handlen mere abstrakt.

Ovennævnte er imidlertid stadig forholdsvist let at forstå for de fleste, fordi et stykke jord trods alt stadig er Noget fysisk, der befinder sig på et bestemt sted. Godt nok er jorden ikke til stede på det samme sted som handlen, men det er forholdsvist nemt at begribe, at jorden eksisterer et andet sted.

Hvis vi nu bevæger os et lille hak (eller ti) højere op i abstraktion mod noget relativt mere ubegribeligt, kan vi jo så tage handlen med idéer.

(Og for simplicitetens skyld vil vi for nuværende holde os til handlen med bøger, der vel stadig er om ikke det mest udbredte så dog det lettest begribelige medium som idéer kan forhandles ved hjælp af).

Det er forholdsvist let at forstå, hvordan du køber en bog.

På ét niveau er et bogkøb jo faktisk mindre abstrakt end det, at købe et stykke jord, i det en bog er et let håndterbart, afgrænset fysisk objekt, der kan erhverves i en boghandler, f.eks. (’bogboden’).

Så på ét niveau er der faktisk ingen forskel på at købe en bog og at købe en bøf.

Nu taler vi imidlertid ikke om bøger som sådan.

I langt de fleste tilfælde hvor der købes en bog, er vi nemlig ikke så interesserede i bogmediet som sådan (vi er ikke interesserede i bare at erhverve en bog ligegyldigt hvilken). Vi er snarere interesserede i at få adgang til det, der står i en bestemt bog, eller alternativt i en bog af en helt bestemt type.

Selvom alle bøger på deres egen måde indeholder idéer, så er det kun de allerfærreste bøger, der har idéer som eneste trækplaster. Så når vi taler om handel med idéer må vi tillige operere med et yderligere skel, der gør sig gældende og skiller forskellige varer fra hinanden, på trods af at disse deler medium.

Til illustration:

Når folk køber krimier er de i hovedreglen ikke interesserede i at få adgang til idéer. De er snarere interesserede i at få adgang til en underholdende og nervepirrende læseoplevelse. Og selvom beskæftigelsen med idéer måske nok er både underholdende og nervepirrende for nogle, så er det undtagelsen snarere end reglen.

Hvis du køber et filosofisk værk, køber du således noget helt andet, end hvis du køber en krimi.

Og på grund af niveau-forskellen i tilgængelighed bliver der, på et givent år, solgt mange gange flere eksemplarer af den seneste krimibasker, end der bliver solgt eksemplarer af NATIONERNES VELSTAND, f.eks..

Mange mennesker vil nemlig ikke begribe, hvorfor de skulle købe Adam Smiths værk. Og da slet ikke hvis der ikke var tale om, at bogen f.eks. var nødvendigt pensum på en uddannelse.

Varen er for uhåndgribelig.

Det marked som Adam Smith trængte igennem til med sit banebrydende værk, er således sværere at begribe og forstå end markedet for jord - som igen er mindre håndgribeligt end markedet for kød.

Og dette kan igen illustreres via de relative tilhørsforhold til rum og tid:

En bøfhandel kræver kun meget ringe abstraktion at forholde sig til, fordi en bøf er Noget, der er til stede her og nu; en jordhandel kræver et højere abstraktionsniveau, fordi varen er Noget, der godt nok eksisterer i tid og rum, men som ikke nødvendigvis eksisterer i den samme tid og det samme rum som handlen; og en idéhandel kræver et endnu højere abstraktionsniveau, fordi den fysiske vare (bogen) måske nok bliver handlet her og nu ligesom bøffen, mens det som bogen indeholder, og som udgør dens relative værdi som vare, er Noget, der ikke eksisterer fuldstændig entydigt i tid og rum overhovedet.

Når du køber et eksemplar af NATIONERNES VELSTAND køber du med andre ord ikke idéerne i værket, men snarere den potentielle mulighed for at få adgang til værkets idéer.

Pointen med ovenstående er ikke at skitsere et skema som alle varer kan passes ind i, og som løber linært fra konkret og let-forståeligt til abstrakt og ubegribeligt.

Ovenstående er snarere en illustration af, at en vare kan være Noget mere eller mindre konkret og abstrakt – og at idéen om et marked (eller markedet) for den nævnte vare tilsvarende bliver mere eller mindre konkret og abstrakt i samme takt.

Et marked kan med andre ord både betyde Noget meget konkret og let håndgribeligt (Noget som alle forstår). Men det kan også betyde Noget meget abstrakt og uhåndgribeligt (Noget som næsten ingen forstår).

Den første ting, som jeg mener at have forstået om det økonomiske koncept om et marked / markedet, er, at Adam Smith var den første, der forsøgte at formulere et begreb om markedet, og nogle dertilhørende lovmæssigheder (nødvendige implikationer) for dette begreb

Det vil sige nogle bestemmelser og regler, der gælder for alle tænkelige markeder på lige fod – fra de mest let fattelige og håndgribelige til de mest abstrakte og uhåndgribelige.

Med andre ord:

Smith introducerede et markedsbegreb der i en vis forstand omfatter enhver tænkelig handelssituation, og gør dem alle til et fælles udtryk for ét og det samme.

Den samme dynamik. Det samme forhold. Den samme idé. Markedet.

Hvad der mere specifikt ligger i dette vil blive genstand for kommende markedsmeditationer.